Fiktion: Denne historie er opdigtet. Virkelige steder og virksomheder er ikke beskrevet som farlige.
Kapitel 1: Den Bedste Pizza På Fyn
I Allested Vejle ligger der et pizzeria på Nygade. Det hedder pizzeriaet på Nygade, og hvis du spørger folk i byen, siger de, at det er det bedst bedømte pizzeria i hele Broby området. Der dufter af varm dej og oregano, når man går forbi, og der er åbent hver eneste dag fra klokken et til klokken ni om aftenen.
Hver eneste dag undtagen mandag.
Om mandagen er der lukket. Altid. Gardinerne er trukket for, skiltet er slukket, og døren er låst med to låse.
De fleste tænker ikke over det. Masser af pizzeriaer holder jo lukket om mandagen.
Men de gamle i Allested Vejle ved, HVORFOR det lige præcis er mandag. Og hvis du giver dem tid nok, og hvis mørket er faldet på, og hvis der ikke er nogen mandag i nærheden, så fortæller de dig måske legenden om ham, der havde pizzeria i Nygade for længe, længe siden.
For mange år siden. Før dine forældre blev født. Dengang dine bedsteforældre var børn og cyklede rundt i Allested Vejle med cykler, der kun havde én hastighed.
Dengang boede der en pizzamand i Nygade.
Og børnene i byen kaldte ham aldrig andet end Ostemanden.
Kapitel 2: Ostemanden
Ingen vidste, hvor han kom fra. En dag stod huset i Nygade bare tomt, og den næste dag hang der et skilt over døren, og ud gennem det åbne vindue væltede en duft, som ingen i Allested Vejle nogensinde havde mødt før.
Duften af den perfekte pizza.
Ostemanden var høj og rund og blød at se på, med et stort, hvidt forklæde og et smil så bredt, at man næsten ikke lagde mærke til hans øjne. Hans hænder var altid hvide af mel, og hans stemme var dyb og venlig, og han huskede alle børns navne fra første gang, de sagde dem.
Og hans pizzaer... Der findes ikke ord, siger legenden. Der FINDES ikke ord. Bunden var sprød og luftig på samme tid. Tomatsovsen smagte af sol. Og osten ah, osten! Den trak i lange, gyldne tråde, fra pizzaen og helt op til munden, og den smagte af mere. Uanset hvor meget man fik, smagte den altid af MERE.
Folk kom kørende helt fra Odense for at smage den. En mand fra Svendborg tilbød at købe opskriften for mange tusinde kroner, hvilket dengang var flere penge, end de fleste huse kostede. Ostemanden smilede bare sit brede smil og sagde det, han altid sagde, når nogen spurgte.
"Opskriften er hemmelig. Og tro mig, min ven det er bedst for alle."
Det var den sidste del, folk burde have lyttet til.
DET ER BEDST FOR ALLE.
Der var nemlig ting ved pizzeriaet i Nygade, som ikke kunne forklares. Om mandagen var der lukket, og alligevel kunne man se lys i kælderen og høre lyde, en dyb, våd, gurglende brummen, som en gryde, der koger med låg på. Ostemanden købte mælk hjem i mængder, der ikke passede til noget menukort hele mælkejunger, læsset af bagdøren i mørkningen. Og katte gik aldrig forbi Nygade. De gik i en stor bue udenom, over på det andet fortov, med hårene rejst på ryggen.
Men pizzaerne var så gode, at ingen ville stille de spørgsmål, man burde stille.
Sådan er det tit med ting, der smager af mere.
Kapitel 3: De Fire Børn
Det år var der fire børn i Allested Vejle, som var lidt for modige og lidt for nysgerrige, og som skulle have været hjemme i deres senge.
Der var Ingrid, købmandens datter, der kunne dirke en lås op med en hårnål. Der var brødrene Ejnar og Aksel, der engang havde kravlet op i kirketårnet efter et væddemål. Og der var Dagmar, den klogeste pige i skolen, som skrev alting ned i en lille sort bog, og som var den, der fik idéen.
"Hvis vi finder opskriften," sagde Dagmar en aften, hvor de sad bag købmandsgården og delte den sidste luns af en pizza, "så kan vi selv lave den. Så kan vi åbne vores eget pizzeria, når vi bliver store, og blive rige. Han har den helt sikkert skrevet ned et sted. Alle opskrifter er skrevet ned et sted."
"Det er tyveri," sagde Ejnar, men han sagde det på den måde, hvor man egentlig mener, fortæl mig mere.
"Vi stjæler ikke opskriften," sagde Dagmar. "Vi KIGGER på den. Jeg skriver den af i min bog. Man kan ikke stjæle noget, der bliver siddende, hvor det sidder."
Det lød klogt, sådan som farlige idéer tit gør.
"Hvornår?" spurgte Ingrid og drejede hårnålen mellem fingrene.
"Mandag nat," sagde Dagmar. "Der er der lukket. Der er han der ikke."
Og det var her, de fire børn tog fejl. For om mandagen var Ostemanden der netop. Om mandagen var han der mest af alt.
Mandag var den dag, han fodrede opskriften.
Kapitel 4: Nygade 13 Ved Midnat
Mandag nat lå Nygade øde hen. Gaslygterne brændte gult og søvnigt, og de fire børn listede langs husmurene med en tændt stearinlys lygte og hjerter, der bankede helt oppe i ørerne.
Bagdøren til pizzeriaet havde en gammel lås. Ingrid brugte fjorten sekunder på den. Det var hendes rekord, og hun nåede lige at være stolt, inden døren gled op, og duften væltede ud over dem.
Men det var ikke duften af pizza.
Det var duften af OST. Ikke almindelig, hyggelig ost på et rugbrød. Det var gammel ost, stærk ost, ost der har ligget for længe et mørkt sted. Duften var så tyk, at man næsten skulle skubbe sig igennem den.
"Puha," hviskede Aksel. "Det er som at gå ind i en gorgonzola."
Indenfor var køkkenet pænt og rent. Kobbergryder på rad og række, mel i sække, tomater i kasser. Dagmar gennemgik det hele med lygten, skuffer, hylder, krukker. Ingen opskrift.
"Kælderen," hviskede hun så og pegede på en dør bag komfuret. En dør med tre store slåer for. En dør, som der sivede en svag, gullig damp op under.
"Hvorfor har en pizzamand tre slåer på sin kælderdør?" hviskede Ejnar.
"For at holde folk ude," sagde Ingrid.
Men det var også forkert, og det vidste de, så snart de havde skubbet den sidste slå fra og åbnet døren, og varmen og stanken og den dybe, våde, gurglende brummen steg op ad kældertrappen og tog imod dem.
Slåerne var ikke til at holde folk ude.
De var til at holde noget INDE.
Kapitel 5: Det, Der Boede I Kælderen
Bagefter og der VAR et bagefter, men kun for et af børnene, for det der stod i kælderen, kunne beskrives sådan her.
Forestil dig den fineste, gyldne, smeltede ost på en nybagt pizza. Forestil dig så et bjerg af den. Et bjerg på størrelse med en høstak, der ånder. Ind og ud. Ind og ud. Med en skorpe hist og her, som flager på gammel maling, og huller i som en schweizerost og inde i to af hullerne, højt oppe, noget der glimtede gult og vådt og KIGGEDE.
Midt i kælderen stod en kæmpe kobbergryde over en sagte ild. Og rundt om gryden, på gulvet, i en pæn rundkreds, stod der statuer.
Små statuer. Børnestørrelse.
En dreng med kasket, i færd med at række ud efter noget. En pige med fletninger, stivnet midt i et skridt. Tre, fire, fem børn, gule og blanke og skinnende, som støbt i voks.
Men det var ikke voks.
"Det er ost," hviskede Dagmar, og hendes stemme var pludselig meget lille. "De er lavet af ost. Det er BØRN, og de er lavet af OST."
Og så rejste bjerget sig.
Det foldede sig ud af mørket, langsomt og blødt og frygteligt, og osten trak i lange, gyldne tråde fra gulvet, da det løftede sig, og de gule øjne kom helt op under kælderloftet. Og ud af et sted, der måtte være en mund, kom en stemme som tyk, varm sovs.
"NÅÅÅH. SMÅ GÆSTER. ER I KOMMET EFTER OPSKRIFTEN?"
Børnene stod stive af skræk. Oppe fra kældertrappen lød der skridt tunge, rolige skridt og der, i døråbningen, med et stearinlys i hånden og uden sit brede smil, stod Ostemanden.
"Jeg advarede jer jo," sagde han stille. Han lød ikke vred. Han lød ked af det, og det var meget, meget værre. "Jeg advarer alle. Opskriften er hemmelig, siger jeg. Det er bedst for alle, siger jeg. For opskriften er ikke et stykke papir, kære børn. Opskriften LEVER. Jeg fandt den i et bjerg langt herfra, og den laver verdens bedste ost, og til gengæld..." Han sukkede, og lyset flakkede. "... til gengæld beholder den enhver, der kommer for at tage den."
"MIIIIN," gurglede ostebjerget. "OPSKRIFTEN ER MIIIIN. OG NU ER I OGSÅ MIIIINE."
Og så slog det til.
Kapitel 6: Ostestatuerne
Det gik hurtigt, og det gjorde ikke ondt, det er det eneste gode, der er at sige om det.
Osten kom som en bølge. Ejnar nåede at skubbe Dagmar mod trappen. Aksel nåede at gribe efter sin brors hånd. Ingrid nåede at løfte sin hårnål, som om man kan dirke sig ud af et monster.
Så rullede den gyldne bølge hen over dem, blank og varm, og da den trak sig tilbage, stod der tre nye statuer i rundkredsen om gryden.
En dreng, der skubber. En dreng, der griber efter en hånd. En pige med en hårnål, løftet mod mørket.
Gule. Blanke. Stille.
Kun Dagmar slap ud. Hun var nået tre trin op ad trappen, og legenden siger, at Ostemanden gjorde noget, han aldrig havde gjort før: Han greb hende i kraven og HALEDE hende op, det sidste stykke, ud af ostens rækkevidde, mens monstret brølede dernede, så kobbergryderne sang i køkkenet.
Han satte hende ned på køkkengulvet. Han så på hende med øjne, der havde set alt for mange rundkredse af statuer.
"Løb hjem," sagde han. "Og skriv i din lille sorte bog, at du er den eneste, der nogensinde er sluppet ud af min kælder. Skriv, at det ikke var dét værd. Skriv det med STORT."
"Mine venner " hulkede Dagmar.
"Dine venner er i osten nu," sagde Ostemanden tungt. "Og osten giver ikke noget tilbage. Undtagen..." Han tav.
"Undtagen HVAD?"
Ostemanden så længe på hende. Og så sagde han det, som Dagmar skrev ned samme nat med rystende hånd, og som er grunden til, at man stadig fortæller denne historie.
"Osten giver statuerne tilbage den dag, nogen smager min pizza og gætter den hemmelige ingrediens. Ikke stjæler den. Ikke lister sig til den. GÆTTER den. Ærligt. Med tungen alene. Sådan er dens regel alting med den slags væsener har en regel." Han åbnede bagdøren ud til den mørke Nygade. "Ingen har gættet den endnu. Løb så hjem, barn. Og kom aldrig igen om en mandag."
Kapitel 7: Den Dag Duften Forsvandt
Dagmar fortalte alt. Til sine forældre, til betjenten, til præsten. De voksne gik til Nygade mandag morgen med lygter og skarpe stemmer.
Men huset var tomt.
Ikke bare tomt for mennesker. TOMT tomt. Ingen kobbergryder, ingen melsække, ingen skilte. Kælderen var fejet og bar, og der var kun to spor tilbage af alt det, der var sket: en svag duft af gammel ost i murværket, som aldrig helt gik væk og på kældergulvet, optegnet i noget gulligt og blankt, en stor, pæn rundkreds.
Ostemanden var væk. Monstret var væk.
Og de syv børn de fem gamle statuer og Ingrid og Ejnar og Aksel blev aldrig set igen.
Man ledte i uger. Man ledte i måneder. Dagmar ledte resten af sit liv, siger legenden; hun blev gammel i Allested Vejle, og hun smagte hver eneste ny pizza, byen nogensinde fik, med lukkede øjne og tungen alene, og hver gang hviskede hun et gæt ud i luften.
Honning? Nej. Muskatnød? Nej. Kærlighed? ...Nej.
Hun gættede aldrig rigtigt. Men hun blev ved. Og på sine gamle dage sad hun tit på en bænk på Nygade og sagde til de børn, der ville lytte:
"Han er derude et sted, med sit bjerg af ost og sin rundkreds af statuer. Sådan et væsen dør ikke. Det flytter bare. Så hvis I en dag er på ferie i en fremmed by, og I smager en pizza, der smager af MERE..." Hun løftede en rynket finger. "...så nyd den. Betal for den. Sig pænt tak.
Men prøv ALDRIG at få opskriften."
Kapitel 8: Og I Dag?
Nu tænker du måske på pizzeriaet, der ligger på Nygade i dag. pizzeriaet på Nygade, det bedst bedømte i hele Broby området, med friske råvarer og duften af oregano ud over gaden.
Bare rolig.
Det er helt almindelige, flinke mennesker, der driver det. Deres pizzaer er fremragende, fordi de er dygtige ikke fordi noget gurgler i kælderen. Katte går gerne forbi. Du kan trygt bestille nummer et med ekstra ost, og det eneste, der sker, er, at du bliver glad og mæt.
Men børnene i Allested Vejle har alligevel lagt mærke til to ting.
Den første: Der er stadig lukket om mandagen. Hver eneste mandag. Måske er det bare en fridag. Det er det nok. Det er det HELT SIKKERT nok.
Den anden er mærkeligere. En gang imellem, sent om aftenen lige før lukketid, kommer der en kunde, som ingen kender. En høj, rund mand med et bredt smil og hænder, der ser hvide ud, som af mel. Han bestiller altid det samme: én pizza med ekstra ost. Han smager en enkelt bid, står helt stille et øjeblik og så nikker han, lidt trist, som om han leder efter en smag, han ikke kan finde, og lægger pengene på disken og går ud i mørket.
Ingen ved, hvor han går hen.
Men hvis DU en dag smager en pizza i Allested Vejle og mærker, at den smager af mere hvis osten trækker i lange, gyldne tråde, og du pludselig får lyst til at vide, hvordan i alverden man laver sådan noget så husk legenden om de syv børn fra Nygade.
Spis din pizza. Sig pænt tak.
Og gæt gerne på den hemmelige ingrediens. Det må man nemlig godt. Det er ærligt, og det er med tungen alene, og et sted derude står der syv ostestatuer og venter på, at nogen en dag gætter rigtigt.
Måske bliver det dig.
Men GÅ ALDRIG NED I KÆLDEREN.