Fiktion: Denne historie er opdigtet. Virkelige steder og virksomheder er ikke beskrevet som farlige.
Kapitel 1: Banerne
Lige ved siden af hallen på Skolevej i Allested Vejle ligger fodboldbanerne. Om dagen er der ikke noget uhyggeligt ved dem overhovedet. Græsset bliver slået, målene har næsten hele net, og AUI's hold træner der, fra de mindste børn og helt op til de voksne, der puster og stønner og råber "SPIL DEN SÅ!" til hinanden onsdag aften.
Om dagen er banerne bare baner.
Men de gamle i byen går aldrig forbi dem ved midnat. Og hvis du spørger hvorfor, kigger de sig over skulderen, sænker stemmen og siger,
"Man spiller ikke bold med Midnatsholdet."
For legenden siger, at hver eneste nat, når kirkeuret inde i byen slår tolv, ruller der en hvid tåge ind over banerne bag hallen. Og i tågen tænder der et lys, som ikke kommer fra lysmasterne, for lysmasterne er slukkede. Det er et gråt, koldt lys, som måneskin gennem mælk.
Og i det lys træner et hold.
Elleve spillere i gammeldags trøjer, den slags med snøre i halsen, som man brugte for hundrede år siden. De løber uden en lyd. Deres støvler rører græsset, men græsset bøjer sig ikke. Bolden, de spiller med, er en gammel, tung læderbold, og når de header den, lyder det som en dør, der lukker langt væk.
Ingen ved, hvem de var engang. Nogle siger, det er et hold, der druknede i tågen på vej hjem fra en udekamp for længe, længe siden. Andre siger, det er alle de spillere, der nogensinde har tabt til holdet, og at det er derfor, holdet vokser.
Men alle kender reglen. Den står ikke skrevet nogen steder, ligesom reglen om Gerda inde i hallen ikke står skrevet nogen steder, men alle børn i Allested Vejle kender den.
HVIS DU UDFORDRER MIDNATSHOLDET OG VINDER, FÅR DU ET ØNSKE OPFYLDT. HVILKET SOM HELST ØNSKE.
MEN HVIS DU TABER, VIL DU ALDRIG NOGENSINDE KUNNE SPARKE TIL EN BOLD IGEN.
Og Midnatsholdet har aldrig tabt.
Kapitel 2: De Fem Drenge
Det år var der fem drenge i Allested Vejle, som spillede fodbold sammen, til træning, i frikvartererne og i alle haverne på skift, til hækkene ikke kunne holde til mere.
Der var Oskar, som var anfører og den bedste spiller på årgangen, og som vidste det lidt for godt. Der var tvillingerne Villads og Valdemar, som spillede i forsvaret og kunne læse hinandens tanker, i hvert fald når det handlede om fodbold. Der var Noah, som var målmand og havde handsker, der var to numre for store. Og der var Anton, den mindste og den yngste, som ikke var den bedste men som elskede fodbold højere end nogen af de andre. Anton sov med sin bold. Det var den slags dreng, han var.
Det var Oskar, der begyndte at snakke om Midnatsholdet.
De havde tabt en vigtig kamp den lørdag, tre - nul, endda på hjemmebane. Så Oskar var i dårligt humør, den slags dårligt humør, hvor man får farlige idéer.
"Tænk hvis vi slog Midnatsholdet," sagde han, mens de sad bag hallen og drak saftevand. "Ét ønske. Vi kunne ønske os at vinde rækken. Eller at blive professionelle. Alle sammen! Ét ønske er nok, hvis man ønsker rigtigt."
"Man kan ikke slå Midnatsholdet," sagde Villads.
"Ingen har nogensinde slået Midnatsholdet," sagde Valdemar.
"Nogen skal jo være de første," sagde Oskar.
Noah trak i sine store handsker og sagde ikke noget. Anton holdt om sin bold og sagde heller ikke noget, men hans mave gjorde det, den altid gjorde, når noget var galt. Den snørede sig sammen som et gammelt snørebånd.
"Hvis vi taber," sagde Anton til sidst, meget stille, "kan vi aldrig sparke til en bold igen. Aldrig. Det siger legenden."
Oskar grinede. "Det er jo bare en historie, Anton. Ligesom Gerda i hallen."
Men det var det forkerte at sige, og det vidste de alle sammen. For alle i Allested Vejle vidste efterhånden, at historien om Gerda ikke bare var en historie. Sofies farmor kunne bevidne det. Halvdelen af fitnesscentret kunne bevidne det.
Og hvis Gerda var virkelig...
"Fredag nat," sagde Oskar og rejste sig. "Fuldmåne. Vi mødes ved banerne klokken kvart i tolv. Den, der ikke kommer, er en kylling."
Og det er sådan, denne uhyggelige historier begynder. Med en dreng, der er i dårligt humør, og fire venner, der ikke vil kaldes kyllinger.
Kapitel 3: Klokken Tolv
Fredag nat var kold og klar. Fuldmånen hang over Allested Vejle som en stor, hvid dommerfløjte, og de fem drenge listede hjemmefra med støvler over skuldrene og hjertet oppe i halsen.
Banerne bag hallen lå sorte og stille. Hallen selv var mørk, kun det grønne skær fra nødudgangsskiltene lyste svagt indenfor, og Anton syntes et øjeblik, at han så noget bevæge sig bag glasdørene. Noget lille og senet, der stod med hænderne i siden og rystede på hovedet, som om det ville sige ”LAD VÆRE”.
Men han nåede ikke at sige det til de andre.
For inde fra byen begyndte kirkeuret at slå.
Ét... to... tre...
Ved det sjette slag kom tågen. Den kom ikke rullende hen over markerne, som tåge plejer. Den steg op af græsset, op af selve jorden, hvid og tæt og kold som et åndedræt fra noget, der sov dernede.
Ved det tiende slag tændte lyset. Det grå, kolde lys, der ikke kom nogen steder fra.
Og ved det tolvte slag stod de der.
Elleve spillere i gamle trøjer med snøre i halsen. De var blege som avispapir, og deres øjne var som mælkeglas, og den forreste af dem en høj en med kaptajnsbind af sort stof holdt en gammel, tung læderbold under armen.
Han kiggede på de fem drenge. Og så sagde han, med en stemme der lød som vind i et tomt mål.
"UDFORDRER I OS?"
Anton ville sige nej. Hele hans krop ville sige nej. Men Oskar stillede sig frem, med hagen oppe, som han altid gjorde, og sagde:
"Ja. Vi udfordrer jer. Og når vi vinder, får vi et ønske."
Kaptajnen smilede. Det var ikke et ondt smil. Det var noget værre. Det var et medlidende smil.
"NÅR I TABER," sagde han, "SPARKER I ALDRIG TIL EN BOLD IGEN. DET ER PRISEN. SIG DET HØJT, ALLE FEM, ELLERS GÆLDER DET IKKE."
Og én efter én Oskar først, Anton til sidst, med en stemme så lille som et frø sagde de fem drenge ordene højt.
Tågen trak sig ud til siderne som et gardin. Banen lå klar, kridtstregerne lyste sølvhvide, og oppe i det fjerne hjørne af natten fløjtede noget, der måske var en fugl, og måske var noget helt andet, kampen i gang.
Kapitel 4: Kampen
I starten gik det næsten godt.
Det er det lumske ved Midnatsholdet, siger legenden. De lader dig tro på det. De første ti minutter spillede de langsomt, næsten venligt, og Oskar driblede uden om to af dem og skød og scorede! Bolden sad i nettet, og nettet var pludselig helt, uden huller, og drengene jublede, og deres jubel gav ekko ud over de tomme, natsorte marker.
Ét - nul til Allested Vejle.
Kaptajnen med det sorte bind nikkede langsomt, som en lærer, der har set en elev lave det samme fejltrin hundrede gange før.
"GODT," sagde han. "NU SPILLER VI."
Og så spillede Midnatsholdet.
Bagefter kunne drengene aldrig rigtig forklare det. Det var, som om de spillede mod tågen selv. Spillerne var der og så var de der ikke. Man tacklede dem, og ens ben gik lige igennem, koldt som at træde i en å om vinteren. Deres aflevering fandt altid hinanden, altid, som om bolden vidste, hvor den skulle hen, før nogen sparkede til den.
Den gamle læderbold blev tungere og tungere. Noah reddede det første skud, og det andet, og det tredje han kastede sig og kastede sig, til hans store handsker var våde af nattens dug men det fjerde sad i hjørnet, og det femte, og det sjette.
Villads og Valdemar, der altid kunne læse hinandens tanker, løb for første gang i deres liv ind i hinanden.
Oskar råbte og dirigerede og sled, og for hver gang han mistede bolden, blev hans ansigt mere hvidt.
Og Anton lille Anton, der elskede fodbold højere end nogen af dem, Anton løb til sidste fløjt. Han løb, da det stod seks - et. Han løb, da det stod ni - et. Han fik én chance, helt fri foran målet, med hele natten som tilskuer, og han sparkede så ærligt og så hårdt, som han overhovedet kunne.
Bolden ramte overliggeren.
Lyden rungede ud i tågen som en klokke.
Og så fløjtede fuglen, der ikke var en fugl, tre lange gange, og kampen var forbi.
Tolv - et.
De havde tabt.
Kapitel 5: Prisen
Tågen samlede sig igen. Midnatsholdet stillede sig op på række, som hold gør efter en kamp, og kaptajnen gik hen til de fem drenge, der stod med hænderne på knæene og trak vejret i store, hvide skyer.
"I SPILLEDE ÆRLIGT," sagde han. "DET GØR IKKE PRISEN MINDRE. SÅDAN ER REGLERNE. VI HAR IKKE LAVET DEM."
"Vent," sagde Oskar, og hans stemme knækkede over på midten. "Tag mig. Det var min idé. De andre skulle ikke "
"ALLE SAGDE ORDENE HØJT," sagde kaptajnen. Og igen kom det medlidende smil, og nu forstod drengene, hvad det betød. Det var sådan, man smiler, når man selv har prøvet det. "FRA I NAT RAMMER JERES FØDDER ALDRIG EN BOLD IGEN."
"Hvor længe?" hviskede Anton.
Kaptajnen kiggede ned på ham. Og måske, det svor Anton på bagefter, måske var mælkeglasøjnene en lille smule blanke.
"SPØRG IKKE OM DET, LILLE VEN," sagde han. "GÅ HJEM. OG NÆSTE GANG NOGEN TILBYDER JER ET ØNSKE, SÅ HUSK, HVAD DET KOSTER."
Så slog kirkeuret ét eneste slag, langt inde i byen, og tågen faldt sammen som et telt, der bliver taget ned, og lyset slukkede, og banerne bag hallen var bare baner igen, mørke, våde og tomme.
Bortset fra fem drenge, der gik hjem i månelyset uden at sige ét ord.
Kapitel 6: Drengene Der Ikke Kunne Sparke
I starten troede de ikke på det. Man tror jo ikke på den slags. Ikke rigtigt. Ikke om morgenen, når solen skinner, og ens mor har lavet havregrød.
Lørdag formiddag stillede Oskar en bold på græsplænen hjemme i haven, tog tilløb og sparkede.
Han ramte ved siden af.
Han havde aldrig i hele sit liv ramt ved siden af en bold, der lå stille. Han prøvede igen. Ved siden af. Igen. Hans fod gled uden om bolden, hver eneste gang, som om bolden og hans støvle var to magneter, der vendte forkert mod hinanden. Han prøvede hundrede gange den lørdag. Han prøvede, til han græd, og Oskar græd ellers aldrig.
Hos tvillingerne var det det samme. Villads lagde bolden til rette, tog tre skridt tilbage, løb til og hans fod susede gennem luften en centimeter over læderet. Valdemar prøvede at sparke den, helt blidt, bare et lille skub. Bolden trillede væk i sidste øjeblik, af sig selv, som om den blev flov.
Til træning om tirsdagen måtte de finde på undskyldninger. Ondt i foden. indgroet negl. Forstuvning. Men man kan ikke have indgroet negl for evigt, og efter to uger vidste hele holdet, at der var noget rivende galt med fem af deres spillere. Træneren lod dem sparke straffespark efter træning, alene, uden tilskuere. Halvtreds forsøg.
Ikke én af dem ramte bolden.
De prøvede alt. De prøvede med bind for øjnene (Antons idé hvis man ikke kan se bolden, kan forbandelsen måske heller ikke). De prøvede med bare tæer. De prøvede med en badebold, en tennisbold og Villads' og Valdemars lillesøsters skumbold med glimmer. De prøvede at sparke i vand, hvor alting går langsomt.
Fødderne ramte aldrig.
Det var, som om der var et usynligt lag luft omkring enhver bold i hele verden, præcis dér, hvor deres fødder skulle have været.
Og langsomt, hen over det efterår, sivede det ind i dem, koldt og tungt som tågen på banerne.
Legenden havde talt sandt. De kom aldrig til at sparke til en bold igen. Ikke i morgen. Ikke til sommer. Aldrig.
Kapitel 7: Det, Man Har Tilbage
Nu tænker du måske: Sikke en frygtelig historie. Og du har ret. Det ER en frygtelig historie, og børnene i Allested Vejle fortæller den, præcis fordi den er frygtelig. Det er derfor, ingen udfordrer Midnatsholdet mere.
Men historien slutter ikke helt i mørke. Det gør historier fra Allested Vejle sjældent.
For fødder er ikke det eneste, man har.
Noah var målmand, og målmænd bruger hænderne. Han står stadig på mål den dag i dag, og han er blevet uhyggeligt god, måske fordi han ved bedre end nogen anden, hvor dyrebart det er at få lov at røre en bold. Han rører den med handskerne, hver gang, som om den var lavet af guld.
Villads og Valdemar fandt om vinteren ind i hallen ved siden af og opdagede håndbold. I håndbold må man nemlig slet ikke bruge fødderne. Det er faktisk frispark, hvis man gør. "Det er den eneste sport i verden, hvor vores forbandelse er en REGEL," som Valdemar siger. De spiller i forsvaret på AUI's hold, side om side, og en lille, senet skygge oppe under hallens loft fløjter anerkendende, når de dækker op, som de skal.
Oskar blev træner for de mindste. Det viser sig, at man kan lære andre alt det, ens egne fødder ikke længere må. Han er en god træner. Tålmodig. Og hvis et barn på hans hold en dag foreslår noget dumdristigt, sætter Oskar sig på hug, kigger barnet i øjnene og fortæller en historie om fuldmåne og tåge og en pris, der var alt, alt for høj.
Og Anton?
Anton sover stadig med sin bold. Han kan ikke sparke til den, men han kan holde om den, og det gør han. Og hver fredag, når der er fuldmåne, går han op til banerne bag hallen ikke ved midnat, aldrig mere ved midnat, men lige før sengetid og lægger en gammel bold i græsset ved midterlinjen.
En gave. Fra en spiller til nogle andre spillere.
Om morgenen er bolden altid væk.
Og en enkelt gang, sidste vinter, lå der noget i græsset, hvor bolden havde ligget. Det var et kaptajnsbind af sort stof, gammelt og koldt og foldet pænt sammen. Anton har det liggende i en skuffe. Han ved ikke helt, hvad det betyder.
Men han tror, det betyder undskyld.
Kapitel 8: Hvis Du Selv Skulle Få Idéen
Så hvis du en aften står ved fodboldbanerne bag hallen på Skolevej, og klokken nærmer sig tolv, og du ser en hvid tåge stige op af græsset og elleve blege skikkelser løbe lydløst rundt i et gråt lys...
...så gå hjem.
Gå hjem, selvom dine venner kalder dig en kylling. Gå hjem, selvom du har verdens bedste ønske klar. Gå hjem, selvom du er den bedste spiller på hele din årgang og tror, at nogen jo skal være de første til at vinde.
Midnatsholdet har aldrig tabt.
Og de fem drenge fra Allested Vejle kan fortælle dig, præcis hvad det koster at prøve.
Bare bed dem ikke om at vise det med en bold.
Det kan de nemlig ikke.
Aldrig mere.