Fiktion: Denne historie er opdigtet. Virkelige steder og virksomheder er ikke beskrevet som farlige.
Kapitel 1: Hallen På Skolevej
Hvis du nogensinde kommer til Allested Vejle på Fyn, så skal du vide én ting. Der er regler i hallen. Ikke bare de almindelige regler, som centerlederen har hængt op på opslagstavlen ved indgangen. Nej, der findes én regel, som ikke står skrevet nogen steder, men som alle børn i byen kender!
MAN TRÆNER ORDENTLIGT I ALLESTED HALLEN. ALTID.
Hallen ligger på Skolevej 1b, lige ved skolen, og den hører til AUI Allested Ungdoms & Idrætsforening. Udefra ligner den alle andre haller i små byer på Fyn. Der er en stor, multifunktionel hal med blanke gulvstreger i alle mulige farver, et fitnesscenter med maskiner og vægte, et mødelokale hvor halbestyrelsen holder deres møder, og en gang med pokalskabe, hvor gamle pokaler står og samler støv.
Der er gang i den næsten hver eneste dag. Om tirsdagen er der Turbo tirsdag for de mindste, hvor det hele går løs med baner og redskaber og hvin og latter. Der er badminton og fodbold og gymnastik og bordtennis. De voksne spiller dart og går til formiddagsidræt. I fitnesscentret er der Body Bike, hvor cyklerne står i rækker, og Jumping Fitness, hvor man hopper på små trampoliner, og Bungee Fitness, hvor man hænger i elastikker fra loftet og næsten kan flyve. Og så er der selvfølgelig håndbold.
Håndbold er noget særligt i Allested Vejle.
Og det er der en grund til.
Grunden hedder Gerda.
Kapitel 2: Legenden
Det var Malthes storebror, der først fortalte ham om hende. De sad i omklædningsrummet efter træning en mørk onsdag i oktober, og de andre var gået, og storebroren sænkede stemmen, så den næsten forsvandt i lyden af bruseren, der dryppede.
"Du ved godt, hvorfor man aldrig pjækker fra opvarmningen her, ikke?" sagde han.
"Fordi træneren bliver sur?" gættede Malthe.
"Nej," sagde storebroren. "Fordi Gerda bliver sur."
Og så fortalte han legenden, sådan som den er blevet fortalt i Allested Vejle i mange, mange år.
For længe siden dengang jeres bedsteforældre var børn var der en håndboldtræner i AUI, som hed Gerda Madsen. Hun trænede børnene i hallen i over fyrre år. Hun var lille og senet, og havde gråt hår, som var sat op i en stram knold, og hun havde altid to ting på sig. En sølvfarvet fløjte i en snor om halsen og et par hvide indendørssko, der hvinede mod gulvet, når hun vendte rundt.
Gerda var den strengeste træner på hele Fyn. Måske i hele Danmark.
Hun kunne se ALT. Hvis du sjuskede med dit skudkast, så lød fløjten. Hvis du løb med snørebånd der ikke var bundet ordentligt, så lød fløjten. Hvis du sprang over ti armbøjninger og kun lavede otte, når hun kiggede den anden vej. Ja, så lød fløjten, for Gerda kiggede aldrig rigtigt den anden vej.
"Man snyder ikke sig selv i min hal!" råbte hun. "Den, der varmer sjusket op, kommer til skade!"
Men her er det mærkelige. Børnene elskede hende alligevel. For Gerda var kun streng, fordi hun passede på dem. Ingen kom nogensinde til skade til hendes træninger. Og hendes hold vandt. De vandt og vandt og vandt, og halvdelen af de støvede pokaler i pokalskabet ved indgangen er pokaler, som Gerdas hold har vundet.
En vinteraften for mange år siden stod Gerda i hallen til den sene træning. Det fortælles, at hun netop havde sat fløjten til munden for at fløjte holdet i gang med den sidste øvelse, da hendes hjerte simpelthen stoppede. Hun nåede aldrig at fløjte. Hun faldt stille om på halgulvet, midt i midtercirklen, med fløjten stadig mellem læberne.
Gerda Madsen døde i sin egen hal, midt i en træning, med en fløjte, der aldrig blev fløjtet færdig.
Og det, siger legenden, er grunden til, at hun aldrig er gået hjem.
Kapitel 3: Tegnene
"Det passer ikke," sagde Malthe til sin storebror den aften i omklædningsrummet.
"Måske ikke," sagde storebroren og trak på skuldrene. "Men læg mærke til tegnene."
Og det gjorde Malthe. Fra den dag lagde han mærke til alting i hallen. Og han opdagede, at der VAR tegn.
Der var fløjten. Nogle gange altid når nogen sjuskede kunne man høre den. Et kort, skarpt fløjt, langt væk og alligevel tæt på, som om det kom oppe fra bjælkerne under loftet. Trænerne kiggede altid forvirret på hinanden. "Fløjtede du?" "Nej, jeg troede, det var dig."
Der var skoene. Når hallen var helt stille, kunne man høre det svage HVIIIN af indendørssko, der vendte rundt på gulvet. Hvin, pause, hvin. Som en, der gik frem og tilbage langs sidelinjen og holdt øje.
Og der var kulden. Den kom kun én gang imellem, en kold luftstrøm i nakken, som når en dør bliver åbnet et sted. Men alle dørene var lukkede.
De voksne i fitnesscentret havde deres egne historier. Karsten, som kom hver tirsdag morgen, svor på, at hvis man ikke satte håndvægtene på plads i stativet, så var de lagt på plads igen, når man vendte sig om og så lød der et lille, utilfreds fløjt. En dame fra Jumping Fitness holdet fortalte, at hun engang hoppede dovent og halvt, fordi hun var træt, og pludselig mærkede hun to kolde hænder rette hendes ryg op, ganske blidt, som en træner der retter på ens holdning. Da hun vendte sig om, var der ingen.
Og til Body Bike en aften, da Mikkel på sytten satte modstanden på cyklen helt ned og bare lod som om han trampede i pedalerne, begyndte hans cykel at stramme til af sig selv. Klik. Klik. Klik. Tungere og tungere, indtil han trampede ærligt igen.
Centerlederen rystede altid på hovedet ad historierne. "Det er træk fra ventilationen," sagde han. "Det er gamle rør. Det er jeres fantasi."
Men børnene i Allested Vejle lagde mærke til, at centerlederen ALTID satte alting pænt på plads, inden han låste af om aftenen. Altid. At han aldrig, aldrig gik ind i den mørke hal alene uden først at sige, ganske stille "Godaften, Gerda."
Kapitel 4: Væddemålet
Det år gik Malthe til håndbold om onsdagen sammen med Sofie og Elias. De var ti år og spillede på U11 holdet, og de var bedste venner, selvom de var meget forskellige. Sofie var holdets målvogter og bange for ingenting. Elias var bange for næsten alting, men han var den hurtigste fløjspiller i rækken. Og Malthe var ham, der fik idéerne. De dårlige idéer, sagde hans mor.
Det var Malthe, der fik idéen den onsdag i slutningen af oktober, hvor efterårsmørket lagde sig over Allested Vejle allerede ved femtiden, og vinden jog blade hen over parkeringspladsen foran hallen.
"Jeg tror ikke på Gerda," sagde han i omklædningsrummet. "Og jeg kan bevise, at hun ikke findes. Vi gemmer os efter træning. Når centerlederen har låst af, har vi hele hallen for os selv. Vi bliver en time, og der sker ingenting, og så har jeg ret."
"Og hvis der SKER noget?" hviskede Elias.
"Så har DU ret. Det er et væddemål."
Sofie grinede. "Jeg er på. Men jeg siger det bare, min farmor spillede på Gerdas hold, dengang hun var barn. Hun siger, at Gerda kunne lugte sjusk gennem en lukket dør."
"Spøgelser kan ikke lugte," sagde Malthe.
Det skulle han ikke have sagt.
Kapitel 5: Alene I Hallen
De gemte sig i redskabsrummet bag de store, blå madrasser fra gymnastik. De hørte den sidste voksne fra Funktionel Træning gå. De hørte centerlederen gå sin runde. Lyset i fitnesscentret klikkede af, døren til mødelokalet blev lukket, og til sidst hørte de ham sige noget lavt ude i hallen "Godaften, Gerda" og så det store KA KLONK fra hoveddøren, der blev låst.
Stilhed.
De listede ud i hallen. Der var næsten helt mørkt, kun det grønne skær fra nødudgangsskiltene lyste, og de høje vinduer sad som grå firkanter oppe under loftet. Hallen føltes tusind gange større i mørket. Deres skridt gav ekko.
"Ser du?" hviskede Malthe, og hans stemme rullede rundt mellem væggene. Ser du... ser du... ser du... "Ingen spøgelser. Bare en hal."
De fandt en håndbold i boldvognen og begyndte at spille i mørket, bare for sjov. Og fordi det bare var for sjov, sjuskede de. Malthe skød med samlede fødder og slap armen, Elias løb med løse snørebånd, og ingen af dem havde varmet op.
Det var Sofie, der hørte det først.
"Shh. Hold bolden."
De stod helt stille. Og der, oppe fra mørket under loftsbjælkerne, kom lyden.
FYYYT!
Et kort, skarpt, sølvklart fløjt.
"Ventilationen," hviskede Malthe. Men hans stemme rystede.
Så kom kulden. Den rullede hen over halgulvet som en bølge, og med den kom en lugt af gammel harpiks og bonevoks. Og så ovre fra den mørkeste ende af hallen lyden af indendørssko.
Hviiin. Skridt. Skridt. Hviiin.
Nogen gik langs sidelinjen. Nogen, de ikke kunne se.
Elias greb fat i Malthes trøje. Ud af mørket rullede håndbolden den var trillet fra dem, da de stod stille og nu kom den TILBAGE. Langsomt, snorlige, hen over gulvet, og den stoppede præcis ved Malthes fødder.
Og en stemme, tør og tynd som vinden i november, sagde oppe fra mørket.
"MAN LØBER IKKE PÅ MIT GULV MED LØSE SNØREBÅND."
Elias kiggede ned. Hans snørebånd bandt sig selv. Sløjfe, knude, stramt og pænt, mens han stod i dem.
Så skreg alle tre børn i kor, og det er muligt, at man kunne høre det helt ovre ved kirken.
Kapitel 6: Træner Gerda
De løb mod hoveddøren, men den var låst. De løb mod branddøren, men før de nåede den, tændte lyset i hallen. Ikke det hele kun én række lamper, lige over midtercirklen.
Og der stod hun.
Hun var lille og senet, og hendes grå hår var sat op i en stram knold. Hun var lidt gennemsigtig i kanterne, som om nogen ikke helt havde farvet hende færdig, og hendes hvide indendørssko rørte ikke rigtigt gulvet. Om halsen hang en sølvfarvet fløjte og glimtede.
"Nå," sagde Gerda Madsen og satte hænderne i siden. "Tre stykker. Ingen opvarmning. Sjuskede skudkast. Løse snørebånd." Hun kiggede på dem én ad gangen, og hendes øjne var som to lygter i tågen. "Ved I, hvad man får ud af at træne på den måde?"
Ingen af dem kunne sige et ord. Elias' mund åbnede og lukkede sig som en fisk.
"Man får OVERBELASTNINGSSKADER," sagde Gerda. "Forstuvede ankler. Ømme skuldre. Jeg har set det i fyrre år. Jeg ser det stadig." Hun svævede et lille stykke nærmere, og kulden fulgte med hende. "Man snyder ikke sig selv i min hal."
Det var Sofie, der først fandt sin stemme. Sofie var jo bange for ingenting eller i hvert fald næsten ingenting.
"Er du... er du Træner Gerda? Min farmor spillede for dig. Hun hedder Birthe."
Der skete noget mærkeligt med spøgelsets ansigt. Det blev blødere, ligesom is der begynder at smelte i kanterne.
"Birthe," sagde Gerda langsomt. "Venstre fløj. Hurtige fødder, godt hoppeskud, men hun bandt ALDRIG sine snørebånd ordentligt." Noget, der næsten var et smil, gled over det gennemsigtige ansigt. "Nå. Så er der måske håb for jer alligevel. Op på linjen. Alle tre."
"Hva... hvad?" sagde Malthe.
Fløjten fløj op til de bleggrå læber.
FYYYT!
"OP PÅ LINJEN! I skylder mig en opvarmning, og ingen forlader min hal uden at have trænet ORDENTLIGT!"
Kapitel 7: Den Bedste Træning I Verden
Og så og det er den del af legenden, som voksne har sværest ved at tro på. De tre børn trænede håndbold i den mørke hal på Skolevej, med et spøgelse som træner.
Det var den hårdeste træning, de nogensinde havde haft.
Og den bedste.
Gerda kunne se ALT, præcis som legenden sagde. Hun så, at Malthe skød med hele armen, men uden at bruge hoften, og hun viste ham uden nogensinde at røre ham med de kolde hænder mere end højst nødvendigt hvordan hele kroppen skulle med i kastet. Bolden fløj dobbelt så hårdt.
Hun så, at Elias var lynhurtig, men lukkede øjnene, når han var bange, og hun lærte ham et trick. "Kig på bolden, ikke på det, du er bange for. Det virker også uden for banen, min dreng."
Og hun så, at Sofie var en fremragende målvogter, men stod for langt tilbage i målet. "Frem," sagde Gerda. "Ud til stregen. Gør dig STOR. En målvogter, der er bange for bolden, er som en badevagt, der er bange for vand."
Da klokken ude i gangen nærmede sig ni, satte Gerda dem til udstrækning "Musklerne skal strækkes, ellers bliver I gamle før mig!" og imens fortalte hun. Om dengang hallen var ny, og hele byen var med til at bære stole ind. Om alle de hold, hun havde trænet. Om pokalerne i skabet, som hun stadig støvede af om natten, når ingen så det.
"Hvorfor er du her stadig?" spurgte Elias forsigtigt.
Gerda var stille lidt. Ude i mørket knirkede hallen, som gamle haller gør.
"Jeg nåede aldrig at fløjte den sidste øvelse i gang," sagde hun så. "En træner går ikke hjem midt i en træning. Så jeg bliver, til ingen har brug for mig mere. Og så længe folk sjusker i min hal..." Hun så strengt på dem, men øjnene lo. "...så er der åbenbart stadig brug for mig."
Så fulgte hun dem til branddøren, som åbnede sig af sig selv med et suk, og da de stod ude i den kolde oktobernat, hørte de hendes stemme en sidste gang, tyndt som vinden.
"Onsdag klokken sytten. Og hvis I fortæller de andre på holdet, at man varmer ordentligt op, så lover jeg til gengæld ikke at binde jeres snørebånd, mens I står i dem."
Kapitel 8: Legenden Lever
Malthe tabte væddemålet, og det var han faktisk glad for.
Deres hold begyndte at varme op som det grundigste hold i hele rækken. Elias lukkede ikke længere øjnene, når bolden kom. Sofie stod helt fremme ved stregen og gjorde sig stor, og til forårsstævnet reddede hun et straffekast i sidste sekund, og AUI vandt, og hele hallen larmede.
Midt i jubelen kiggede de tre venner op mod loftet. Og der ganske kort, ganske svagt, midt i larmen hørte de det.
FYYYT!
Et kort, sølvklart fløjt. Den slags fløjt, en træner giver, når nogen endelig, ENDELIG gør det rigtigt.
Så hvis du en dag kommer til hallen på Skolevej 1b i Allested til håndbold eller Turbo tirsdag eller gymnastik, eller hvis du bare skal se din mor til Jumping Fitness så husk reglerne. Bind dine snørebånd. Varm ordentligt op. Lav ALLE ti armbøjninger, også de sidste to. Og sæt vægtene på plads i fitnesscentret, inden du går.
For man ved aldrig, hvem der kigger med oppe fra bjælkerne under loftet.
Og hvis du en mørk aften hører et hviiin af indendørssko på det blanke gulv, eller mærker en kold luftstrøm i nakken, eller hører en fløjte, der lyder langt væk og alligevel helt tæt på...
...så skal du ikke være bange.
Det er bare Træner Gerda, der passer på dig.
Men du skal nok lige binde dine snørebånd. Sådan for en sikkerheds skyld.